Fastelavn er for mange forbundet med udklædning, tøndeslagning og fastelavnsboller. Oprindeligt var det de sidste festdage før fasten – en tid med glæde, fællesskab og god mad, inden en mere stille og eftertænksom periode begyndte.

Askeonsdag falder onsdagen efter fastelavn og markerer fastens begyndelse, samt symboliserer Jesu tid i ørkenen. Dagen har sit navn fra traditionen med at tegne et kors af aske i panden som et tegn på ydmyghed, eftertanke og omvendelse. Asken minder os om menneskets skrøbelighed og om behovet for at vende blikket mod Gud.

Fastetiden har i den kristne tradition været en periode med fordybelse, bøn og refleksion. Historisk har fasten handlet om at give afkald på noget for at skabe plads til noget andet – ikke som en præstation, men som en hjælp til at genfinde fokus og nærvær i relationen til Gud.

I dag kan fasten tage mange former. For nogle handler det om at undvære, for andre om at tilvælge stilhed, langsommelighed, gode samtaler eller tid til eftertanke. Fælles er ønsket om at skabe rum midt i hverdagen – rum til det væsentlige.

Fastetiden inviterer os til at sætte tempoet lidt ned og gå vejen mod påske med åbenhed, forventning og fornyet opmærksomhed på Gud.