Kunstner og sognepræst Inge Marie Kirketerp Hansens ord og tanker bag dette tryk:

LÆNESTED af Inge Marie Kirketerp Hansen

Intet slår sådan en rigtig ruskende dag, hvor man er ved havet, og der er fuld styrke på vinden. Det kan næsten være, så man mister pusten i den hårde vind, men stiller man sig i vandkanten med udstrakte arme og vover man at læne sig frem mod vinden kan man opleve den fantastiske følelse af at blive båret.

Tillidsøvelser kender de fleste. For eksempel den, hvor man skal lade sig falde bagover og stole på, at de andre vil gribe én. Jeg har altid været enormt dårlig til den slags, for – hvis jeg skal være helt ærlig – så tør jeg ikke helt stole på, at de andre nu også er klar. Eller i det hele taget kan bære mig.

Men den menneskelige forfængelighed kan vi godt give slip på, når det handler om tro, for tro er at læne sig. Læne sig ind i Gud, og hvis vi skal opleve os båret, så er vi ganske enkelt nødt til at give slip. Vove det.

At læne os op ad vinden kunne være et godt billede på troen, for det er at give slip for en stund. Det er at tage imod en kraft, som ikke er vores egen. Kærligheden fungerer på den måde. Tilgivelsen også. Troen lige sådan.

Vinden ved Vesterhavet kan være ganske omskiftelig: Man kan læne sig og opleve sig båret det ene øjeblik for det næste øjeblik at skulle bære sig selv, men den omskiftelighed findes vi ikke hos Gud.

Hos profeten Esajas lyder det et sted: ”Til I bliver gamle, er jeg den samme, til I bliver grå, bærer jeg på jer” (Es. 46,4)

Gud kan også skubbe os, lede os på vej, minde os om, at vi er blevet givet livet med evner, kræfter og muligheder – men han slipper os aldrig. Tør du læne dig ind i det?