Kunstner og sognepræst Inge Marie Kirketerp Hansens ord og tanker bag dette tryk:

Jesus siger “Hvis ikke hvedekornet lægges i jorden og dør, bliver det kun det ene korn. Men hvis det dør, bærer det megen frugt” (Johannesevangeliet 12,24).

I naturen sker dette hele tiden: Et korn må gemmes væk i den mørke jord, hvor det bliver usynligt. I det skjulte begynder en forvandling, som vi ikke kan se – og først senere, når det spirer, aner vi, at der er håb i det, vi troede var tab. Sådan kan naturens gang på sin måde være en påmindelse om alt det, der ligger under overfladen. Det, vi høster, har været længe undervejs. Det har været gemt, måske glemt. Måske har det været igennem storm og tørke. Men en dag bærer det frugt.

Jesus bruger billedet med hvedekornet om sig selv og det forunderlige og håbefulde, der ligger i påskens fortælling om død og opstandelse, men det rammer også noget i os. Nogle gange kalder livet os til at give slip, til at lægge noget i Guds hænder – selvom det føles som et tab. Men i Guds virkelighed er det netop dér, livet begynder at vokse. Ikke med det samme. Ikke som vi forestiller os det – men med en kraft, som bærer mere frugt, end vi selv kan frembringe.

og opstandelse, men det rammer også noget i os.

Nogle gange kalder livet os til at give slip, til at lægge noget i Guds hænder – selvom det føles som et tab. Men i Guds

virkelighed er det netop dér, livet begynder at vokse. Ikke med det samme. Ikke som vi forestiller os det – men med en kraft,

som bærer mere frugt, end vi selv kan frembringe.