Mange kristne realiserer drømmen om at forme deres egen kirke. De ejer ingen kirkebygninger, lønner ingen præster, og de færreste er tilknyttet et kirkesamfund. De samles i private hjem som huskirker eller husmenigheder. Det er dem, denne bog handler om.
Kirken kommer hjem er baseret på 15 interviews med huskirkeledere. Bogen giver også tilbageblik i vækkelseshistorien og fortæller, hvordan mange kirkeretninger startede i hjemmene. For huskirkekristne er kirke ikke noget, man går i om søndagen, men noget man er 24 timer i døgnet, syv dage i ugen. Kirken er lokalt forankret, så det er let at mødes spontant.
I huskirker deler man nadver ved spisebordene, og det er helt i orden at bruge almindelige kaffekopper og en krydderbolle fra Netto. I de 15 huskirker markerer nadveren, at det er en rigtig kirke. Ikke en i mangel af bedre kirke eller en på vej til at blive kirke, men en fuldgyldig kirke.
Skrevet af Jette Vibeke Madsen og Svend Løbner Madsen. 192 sider.