“Til minde om…” har vi selv brugt hjemme i vores familie. Det vil sige, min mand havde allerede købt den i forbindelse med, at hans første kone døde, og han stod tilbage med to små piger. Her fik de sammen skrevet nogle minder ned. Men fordi børnene var så små, skrev min mand flere gode ting ned, der var vigtige at huske, og som pigerne senere er blevet glade for er skrevet ned.
Da denne mindebog i sin tid blev udgivet, “testede” man bogen på børn og unge, der havde mistet.
Et af spørgsmålene var: Hvad er det bedste ved “Til Minde om…”?
En svarede: “Det hele. Det hele var godt. Bare det, at der er nogen, der spørger.”
En anden sagde: “Det bedste er, at jeg nu ved, at det hele står i denne her bog. Så behøver jeg ikke gå med det i hovedet hele tiden.”
En mindebog kan man begynde på lige, når personen er død – eller flere år efter dødsfaldet. Det vigtige er at gemme på fælles oplevelser og gode historier og på den måde lade minderne leve videre.
Man kan også godt udfylde en mindebog, hvis den man har mistet, er et barn. Så kan man bare springe de enkelte sider og spørgsmål over, som primært er rettet mod afdøde voksne, og kan for eksempel i stedet sætte tegninger ind, som barnet har tegnet, eller måske nogle fotografier af barnet sammen med evt. søskende.
Bogen kan også læses af voksne og giver ideer til, hvordan man kommer i børnehøjde – og inspiration til gode samtaler med børn, der har mistet en nærtstående. Endelig har bogen specifikke råd til forældre om børn, der har mistet deres far eller mor.
