Hvorfor græder du?

I går stod jeg ved graven over et menneske, jeg holdt rigtig meget af. Det er præcis tre år siden, han døde, men det er (som det altid er med kærlighed) ikke rigtig et tab, der går op i at tælle dage.

 

Tre år. Så burde sorgen da på en måde have fundet sin plads. Og ja, det har den da også. Den er lige her – i mit hjerte. Jeg bærer den med. Eller – den følger selv med. Jeg tror slet ikke, jeg kunne lade den ligge, selvom jeg selv ville. Den fortæller om alt det, jeg delte med ham. Om alt det, han gav. Om alt det, vi sammen fik lov til at opleve. Den fortæller om smerte og om sygdom. Den fortæller om latter og delte glæder. Den fortæller om den kærlighed, jeg fik fra ham. Og det vil den blive ved med.

 

Og som jeg stod der ved stenen og satte blomsterne i de spidse, grønne vaser, lød det i mine tanker: ”Kvinde, hvorfor græder du?”. Nu er det – måske i modsætning til fordommene omkring præster – ikke hver dag, der popper bibelcitater frem i mine tanker. Men når det skete her, tror jeg, det er fordi, de ord altid for mig har været så stærke.

Sådan spørger englene påskemorgen Maria Magdalene, da hun står ude i gravhaven ved Jesu grav. Hun græder. Og hun bliver fortvivlet, da hun opdager, at Jesu døde legeme ikke er der.

”Kvinde, hvorfor græder du?”.

Jeg har nogle gange tænkt, at det godt kunne høres som et: ”Nå, hvad så, dame, hvad tuder du for?”. I hvert fald er det den tone, mange sørgende synes at kunne høre i spørgsmålene, når nogen spørger dem: ”Er du sådan ved at være kommet videre?”.

Men sådan skal vi virkelig ikke høre det. For spørgsmålet fra englene – et spørgsmål, der kort efter gentages af den opstandne Jesus selv – er et spørgsmål ud af omsorg. Ja, Jesus, der selv på et tidspunkt står grædende ved en god vens grav, spørger: ”Kvinde, hvorfor græder du?”

 

For Maria var der ikke et enkelt svar på det. Også selvom hun gav et enkelt svar: ”Nogen har flyttet min herre, og jeg ved ikke, hvor jeg skal finde ham”. Ja, sådan sagde hun, men det, hun i virkeligheden sagde, var så meget mere: ”De har taget min herre, og nu ved jeg ikke, hvor jeg skal finde trøst. Hvor jeg skal finde fred. Hvor jeg skal finde kærlighed. Hvor jeg skal finde håb…”

Hos hvert eneste menneske, der står ved en grav over et menneske, de har holdt af, vil noget lignende kunne lyde: Jeg har mistet min ven, min ægtefælle, mit barn, min far, min mor, min bror, min fortrolige, min kæreste…og nu ved jeg ikke, hvor jeg hører hjemme, hvem jeg er, hvad jeg skal, hvor… For med tabet følger en tomhed. En ensomhed. Og det er ikke sådan en tomhed, man bare kan fylde ud med noget andet. Det er ikke et tab, der kan fikses.

 

Vi har alle sammen grave at besøge. Gravsteder fra mennesker, vi holdt af. Eller gravsteder i vores sind, hvor noget, der for os var dyrebart, nu ligger begravet. En relation. Et ægteskab. Drømmen om børn. Eller noget helt andet. Hvilken grav vi end står ved, spørger Kristus nu også os: ”Min ven, hvorfor græder du?”. Det er hans stemme, der lyder, når det er vores tårer, der løber. Og at det er ham, der lytter til vores svar, gør hele forskellen. For han kender smerten og tabet, ensomheden og tvivlen, angsten og døden. Han bar den på sin krop, for at vi aldrig skulle bære den alene.

 

Det er stort. Ja, det er hele evangeliet i én sætning. Men det er ikke et quickfix. Det får os ikke til at stoppe med at græde, med at savne og sørge. Men måske kan det give os kræfter til at bære alt det, der er svært for os. Måske kan det endda give os mod til at spørge den, der står ved siden af os: ”Min ven, hvorfor græder du?”

 

”Og ved tidens grænse lever fortsat

dine løfteord ved døbefont;

dåbens lys er tændt, når livet slukkes”

DDS 448,5